Sommerferien kan forstærke sorgen over at have mistet

Sommerferien forbindes ofte med fællesskab, rejser og gode oplevelser, men for mennesker, der har mistet en, de holder af, kan perioden også være præget af savn. Det Nationale Sorgcenter fortæller, at ferier og højtider ofte gør fraværet af den døde mere mærkbart.
Preben Engelbrekt, direktør i Det Nationale Sorgcenter, peger på, at familien både kan være en støtte og en påmindelse om det liv, der har ændret sig.
"Når vi mister et menneske, søger vi helt naturligt mod dem, vi er tættest på. Familien kan være den største kilde til støtte. Men den bliver samtidig et spejl på det liv, der er forandret. Ved middagsbordet, på stranden eller i sommerhuset bliver man igen og igen mindet om den, der skulle have siddet der. Det kan gøre samværet både trøstende og smertefuldt på én og samme tid."
Organisationen fremhæver, at sorgen ikke holder ferie, og anbefaler, at familie og venner fortsat inviterer, taler om den afdøde og giver plads til både gode oplevelser og svære følelser.
Et nyt tilbud, Familiecamp, skal hjælpe familier, der har mistet et barn, med at finde nye måder at være sammen på. Campen arrangeres af Landsforeningen Mistet Barn og Det Nationale Sorgcenter.
Faktaboks: Sorg og Familiecamp
- Cirka 31.000 voksne har mistet et barn.
- Cirka 1.200 voksne mister hvert år et barn.
- Omkring 470 børn og unge mellem 0-19 år mister årligt en søskende.
- Familiecamp er et weekendophold for familier, der har mistet et barn.
- Campen henvender sig som udgangspunkt til familier, hvor tabet ligger mellem ét og fem år tilbage.
- Første Familiecamp afholdes på Himmelbjerggården ved Ry 26.-27. september 2026.
- Anden Familiecamp afholdes på Metalskolen i Jørlunde 14.-15. november 2026.
- Tilbuddet udvikles og afholdes i samarbejde mellem Landsforeningen Mistet Barn og Det Nationale Sorgcenter.






Accepter kun nødvendige cookies